I det vindstille siver regnen ned gennem skydynen.
Pigens vinrøde gummistøvler trækker et spor af orangefarvet sandvirvel gennem den store vandpyt på det lille parkeringsplads ved indgangen af det nyplantede område. Det bliver markedsført som skov, men det er det sædvanlige, næsten i hast plantede rækkeværk, ikke helt stringent kontrolleret, men dog med klare liner, som arkitekter tegner et hus i beton “i pagt med naturen”.

Dagen mangler lys, men regnen gør alle farve dybt og kraftigt. De nærmest orange bøgeblade som stadig hænger på de 2 til 3 år unge træer i underskoven stikker kraftig ud mod den mørke rødbrune bladlag på den våde jord, uden at signalere at de ikke hører til.

Vi ser kun flygtende fugle, fordi børnene løber skrigende ned af bakkerne over de plaskvåde stier fuld af mudderpytter og glatte lerlag.