Det er utroligt hvor stille det er i haven. Efter tre timer med at se ud af vinduet og 45 min. fuglekig i haven har jeg kun 11 arter. Maden på fuglebrættet er kun rørt 2 gange af en bogfinke, fedtbollerne har en Rødhals kigget på. Er det mon pga fyrværkeri fra i går?
Jeg bliver overfaldet af en fornemmelse af at jeg bliver lidt træt af en “mennesker først” tilgangsvinkel. Det kan ikke være holdbart i længden.
Men når jeg står udenfor i et kvarters tid, og se på Rågerne og Alliker på marken og dem der flyver forbi, deres elegante leg med vinden, får jeg mere ro i maven. Der kommer en fornemmelse af at det nok skal gå på et eller andet måde.
Måske er der kun få arter tilbage om 50 år, men det er trods alt bedre end ingen.
Men mens jeg skriver dette kommer der nogle høje regelmæssige knald fra skydebanen. “Bare der er nogle arter tilbage om 50 år…”, tænker jeg.
Jeg har fået en begyndende følelse af i disse dage at jeger ved at blive lidt træt af Danmark, i hvert fald det Danmark som jeg oplever og ser det lige nu.
Det ligner ikke at der er meget fremtid her, i hvert fald ikke et naturligt fremtid.
Er de ikke langt flottere steder med langt færre mennesker et nogle andre steder på jorden?
Fornemmelsen er at enten skal jeg flytte, eller skal jeg bruge bilen til at komme til nogle af de få natursteder i Danmark. Det er som om det ellers bliver svært at holde ud.
Leave a Reply