Paskemorgen ved morgenbordet. Vi ser noget på fjernsyn, og pludseligt råber børnehave-datteren. “Far, se! Far, se!”.
Og selvom jeg ser op på himlen tager det lidt tid for jeg forstår hvad hun mener, men det er ganske rigtigt.
Langt væk, stort set uden for kameraens rækkevide flyver der store flokke forbi.
Jeg kan desværre ikke se hvad det er, men umiddelbart tænker jeg på grågæs. Jeg kan se noget hvidt i halen og på nogle vinger.
Jeg roser pigen og hun smiler bred.